Borgmesteren kiggede forbi til første spadestik i Gartnerhaven

Onsdag den 5. november blev en særlig dag for Hvidovre. Efter mange års planlægning og forberedelse blev det første spadestik til Gartnerhaven taget – et symbol på begyndelsen til et grønt og levende bykvarter, som mange har set frem til.

Borgmester Anders Wolf Andresen deltog sammen med repræsentanter fra vandforsyningsselskabet HOFOR og de tre udviklere, Core Property, Thylander og Plushusene, som står bag både boligbyggeriet og etableringen af naturområdet. Her blev den første jord officielt løftet og visionen om Gartnerhaven rykkede endnu et vigtigt skridt tættere på realisering.

Gartnerhaven bliver et moderne bykvarter, hvor natur, fællesskab og bæredygtighed er i centrum. Naturområdet kommer til at dække hele 27 hektar – svarende til 38 fodboldbaner – og omdannes til et stort, offentligt område med søer, stier, bakker og nyplantede træer.

Borgmester Anders Wolf Andresen nævnte i sin tale, at han ser frem til, at området bliver et grønt frirum og et tilgængeligt åndehul for alle i Hvidovre – et sted, hvor man kan trække vejret dybt, hvor børn kan lege, ældre kan gå en tur, og hvor alle kan mødes på tværs af generationer.  Han glæder sig både som borgmester og som borger til at tage en løbetur i Gartnerhaven, når området er vokset til – til at skubbe klapvognen ad de små stier, sætte sig på en bænk ved en af de nye søer og nyde roen og udsigten.

Som vi skrev om i sidste nyhedsbrev, så er entreprenør Gorm Hansen i fuld gang med at flytte jord rundt i området med dumpere og gravemaskiner. Der graves ud til søer og grøfter, ligesom der etableres regnvandsledninger og bygværker, som senere skjules under jorden.  De første træer og buske forventes plantet i efteråret 2026, og naturområdet ventes klar til brug i 2027.

De første boliger i Gartnerhaven forventes at være indflytningsklare i løbet af efteråret 2026. Nærmere information om boligerne og den detaljerede tidsplan findes på udviklernes hjemmesider.

Følg med i anlægningen af naturområdet

Ønsker du at holde dig opdateret om den kommende byggeaktivitet på Naturområdet, så skriv dig op her, så vil vi løbende holde dig orienteret om de arbejder, der kommer til at forgå over de næste par år, indtil området er fuldt etableret. For information om boliger henviser vi til de enkelte aktører.